De islandske julemænd og Gryla | Islands Juletrolde

Mange tror det meste af året på, at disse fordrejede udgaver af Julemanden skjuler sig i det skræmmende lavafort Dimmuborgir, der ligger i Myvatn området på det nordlige Island. Andre tror, at de simpelthen bor i et uidentificeret bjergområde. Fra den 11. til den 24. dec tager de én efter én af sted for at deltage i 13 dages unoder. De laver hver forskellige narrestreger, der strækker sig fra unoder til det mere skrækindjagende, indtil julen er slut.

Julemændene er en lige så stor del af landets festlige traditioner, som Islands overflod af julebøger og spisning af røget lam.

I dag er der pyntet på billedet. I stedet for at blive beskrevet som trolde med ekstreme deformiteter, bærer de nu ofte det røde og hvide tøj, stort skæg og et bredt smil. I stedet for at lave spilopper, lægger de simpelthen gaver i de sko, børnene stiller i deres vindueskarm, lidt som strømperne over kaminen i andre kulturer. I stedet for et stykke kul, vil de islandske børn simpelthen finde en kartoffel i deres sko om morgenen.

Selvom de har gennemgået noget af en ændring siden det 19. århundrede, fortæller det oprindelige udseende og opførsel en hel del om islandsk historie, kultur og folklore, og de er et fantastisk eksempel på, hvordan festlige traditioner adskiller sig rundt omkring i verden.

Gryla | Mor til de islandske julemænd 

Foto af Wikimedia, Creative Commons, af Andrii Gladii. Ingen ændringer foretaget.

Julemændene er blevet mere venlige gennem årene, men deres mor, Gryla, er stadig en skræmmende trold, og er en af de længstvarende Juletraditioner på Island.

Denne kæmpekvinde er en af de ondeste figurer i den islandske folklore, og man fortæller stadig børnene skrækhistorier til jul. Gennem årene siges det, at hun samler det, der hviskes om børns narrestreger rundt omkring på øen, og når vinteren starter, går hun ud og samler dem sammen.

Hendes appetit for de unge ballademageres kød er umættelig, og hvert år er der ikke mangel på hendes favorithøst. Hun samler dem i en sæk, koger dem derefter i en gryde og laver dem til en kæmpe portion grød, som hun kan spise indtil næste vinter.

Foto af Regína Hrönn Ragnarsdóttir 

Gryla ville være tilstrækkelig forfærdelig, hvis hun arbejdede alene, men desværre for de islandske børn, gør hun ikke det. Hun deler sin bjerggrotte med en enorm sort kat, der kaldes Julekatten, som også har appetit på menneskekød. 

Men julekatten opsøger ikke kun dem, der har opført sig dårligt. Den tager ethvert barn som bytte, der ikke får nyt tøj at tage på til jul. 

Gryla lever også sammen med sin seneste ægtemand, en trold, der hedder Leppaludi. Han er det mindst truende familiemedlem, han er så doven, at det grænser til det patetiske. Måske er det på grund af skræk for, hvad der skete med de tidligere partnere, som det siges, at Gryla har spist(!), så han har ingen indflydelse på hendes onde tendenser. 

Traditionerne omkring Gryla siger en masse om islandsk folklore. Det faktum, at hun var børneæder i juletiden, er en lignende meddelelse som Julemanden, der bærer kul, bare med lidt mere finesse. Meddelelsen til børn er tydelig og klar: Opfør jer så pænt, I kan, til Jul!

Den mere brutale udgave af denne meddelelse skyldes måske, at vintrene på Island var utrolig farlige, og mange ulydige børn, som gik ud i mørket og sneen, kom aldrig hjem. Der var også en masse arbejde, der skulle laves, inden de mørke måneder startede, og det krævede ekstra opmærksomhed og anstrengelser fra alle familiemedlemmer.

Det samme gælder historien om, at katten spiste børn, der ikke fik tøj som gave. Den var sandsynligvis skabt for, at alle skulle færdiggøre deres vævning og syning til midvinter. 

Foto af Regína Hrönn Ragnarsdóttir 

Gryla var et så skræmmende billede for børn, at det islandske parlament i det 18 årh. ulovliggjorde brugen af legenden om hende som skræmmetaktik. Børn blev ikke længere truet med at blive fortæret og fik i stedet rådne kartofler i deres sko, hvis de ikke opførte sig ordentligt.

I dag findes statuerne af Gryla rundt omkring i landet, så som i Akureyri Christmas house og ved  Fossatun, på grund af hendes omfattende rolle i de islandske juletraditioner. Mange tror, at hun bor i Dimmuborgir, som bliver besøgt på mange  ture fra Akureyri, hovedstaden i det nordlige Island, og det er et stop på den populære rute Diamantcirklen.

Det er også let at nå på mange kør-selv-ture om vinteren og feriepakker.

De 13 islandske julemænd

Foto fra Mød julemændene i Dimmuborgir, Mývatn

Når julemændene beskrives i den moderne kultur, kommer de 13 julemænd ned fra bjergene for at deltage i fejring rund omkring i landet, leger med børnene og underholder de festglade. De hjælper med at gøre Island endnu mere spændende i Julen. Imidlertid er dette en mere familievenlig udgave af den gamle islandske folklore, som julemændene stammer fra.

Selvom de ikke har arvet kannibalisme fra deres mor, var de islandske juletrolde stadig meget frygtet af børn for deres uhyggelige og oprørende opførsel. Selv voksne på Island havde en udbredt tro på trolde før industrialiseringen, så mange ville have passet på, fordi der var en sandhed bag fortællingerne om disse juletrolde.

Selv om hver julemand havde sine særheder, havde de alle egenskaber som trolde. De var enorme, uhumske, uintelligente skabninger, lige meget menneskeagtige og uhyrer, som kun kunne gøre deres ting om natten, ellers ville solen forvandle dem til sten.

Stekkjastaur | Fårekotte

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den første af Julemændene, der forlod bjergene for at skabe problemer på Island, var Stekkjastaur, eller "Fårekotte". Fra den 12. til den 26. december, var hans opgave at skræmme fårene i alle huse, som han han kom forbi. 

Islændingene ville normalt holde deres får under jorden i vintermånederne, så når lyden af deres pinefulde brægen gav ekko oppe i huset, var det tegn på, at Stekkjastaur havde fundet dem. Sådan en lyd, selv om den var almindelig i vintermånederne, når storme skræmte flokken, blev mere ilde-varslende, da fårene var livsgrundlaget for hver gård.

På trods af, at han var en skræmmende trold, som mange af hans brødre, var han begrænset af en deformitet. Hans stive ben besværliggjorde hans evne til at bevæge sig, så den bedste ting at gøre, når du hørte ham irritere dine dyr, var at afvente, at han skulle videre til din nabo meget snart for at terrorisere så mange islandske hjem som muligt inden solopgang.

Giljagaur | Gully Gawk

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Giljagaur, eller "Gully Gawk", var den anden islandske julemand, der kom til menneskenes huse. Han ventede i grøfterne omkring huset, indtil beboerne var faldet i søvn. Hans måde at lave problemer på var at bryde ind i kostalden for at stjæle al tilgængelig mælk.

Ved at gøre det, frarøvede han familierne hovedingrediensen i de sovse, der skulle nydes under festlighederne, for ikke at nævne den traditionelle skyr.

Selvom det kun var de rigere islændinge, der ejede køer, levede de fattigere mennesker historisk set på de riges gårde, og det betød, at alle blev påvirket af troldens tricks.

Stufur | Stump

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den tredje julemand, Stufur eller "Stump", blev en pestilens til jul på hele Island, ved at stjæle husholdningsgryderne for den lækre skorpe, der var tilbage på dem. Fra den 14. til den 26. december var hans appetit umættelig.

Selvom det ikke forekommer at være en forfærdelig forbrydelse, så var gryder og pander historisk set utroligt værdifulde på Island. Landet havde ingen reserver af jern eller egen mineindustri, og sådanne varer skulle importeres, og var meget dyre. For nogle fattige familier, var det det eneste de ejede af værdi.

Thvorusleikir | Ske-slikker

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Thvorusleikir, den fjerde julemand er kendt som ‘"Skeslikker". Denne juletrold drager ud på sin landsdækkende balladetur den 15. december hvert år for at bryde ind i islændingenes hjem og slikke skeerne i husholdningen i håb om at finde en godbid, han kan spise. 

Thvorusleikirs opførsel var et resultat af hans mærkelige deformitet. Han var helt groteskt tynd -  grundet underernæring, hvilket er usædvanligt blandt trolde, der oftest afbildes som overvægtige og muskuløse uhyrer.

Den lektie, man kan lære af Skeslikkers opførsel, er mindre gennemskuelig, end med mange af de andre julemænd, selv om det måske var så enkelt, som at lære børn at vaske deres bestik op.

Pottaskefill | Grydeskraber

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Pottaskefill, kendt på dansk som "Grydeskraber", er ligesom mange af hans brødre, i og med at hans juleløjer er grådige. Han bryder ind i det ene hjem efter det andet og udsøger sig gryder med sovs, stegte kødstykker på bakken, stegepander med årstidens grøntsager og scorer alt det mad, der er blevet til overs.

Pottaskefill blev uden tvivl skabt til at få børn til at spise op. Rester kan han lugte ved døren. Da fødevarer skulle opbevares hele den lange vinter, blev spild straffet hårdt. Det skyldtes at ingen turde tage på fisketur på det frådende hav på denne årstid eller ønskede at slagte et dyr, der ellers kunne hjælpe dem med at holde gang i gården om sommeren.

Askasleikir | Skål-slikker

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Gully-Gawk er ude for at stjæle mælk, Stump smæsker sig i rester på panden, Gryde-skraber spiser rester og den slanke Ske-slikker gør lige det, som hans navn siger. Den sjette bror, Askasleikir, er også ude efter et let måltid, selvom hans løjer måske er de mest uhyggelige, indtil nu.

Askasleikirs navn på dansk er "Skål-slikker". Han har ry for at slubre alt det i sig, der er efterladt i skåle, eller rettere en "askur” (æske), som er en islandsk udskåret skål med et låg. Men måden, han gør det på er lidt af et mareridt.

Hver nat vil Askasleikir bogstaveligt talt ligge ved siden af børnenes seng og vente på, at de spiser deres aftensuppe eller budding op. Når de er mætte, vil han snuppe den resterende mad og selv gurgle den i sig. Måske er han opstået for at få børn til at sove, når de bliver bedt om det, eller for ikke at spise mad om aftenen levendegør han ideen om et monster under sengen.

Hurdaskellir | Dørsmækker

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Hurdaskellir har en vane, han lærte af en af de andre ældste skrækfigurer. På dansk er hans navn "Dørsmækker", og når denne julemand drager ud på sin 13 dages rejse i Julen, er det alt, hvad han har i sinde at gøre.

Indtil slutningen af måneden, vil han snige sig fra hus til hus, og nå fra den fjerneste ende af  vestfjordene til det travle centrum i Reykjavík, for at bryde ind og smække med så mange døre, han kan, for at vække dem, der sover derinde.

Det skyldes uden tvivl vinden og det improviserede design af mange tørvehuse på Island, at mange børn blev holdt vågne julen over og fuldt og fast troede på, at Hurdaskellir gik sin runde i deres hjem.

Skyrgamur |Skyr-Gobbler

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Måltiderne op mod Jul er uden tvivl nogle af de bedste på året. Man kan hengive sig til perfekt tilberedt fjerkræ, nøddestege, kødtærter, pebernøddemænd, kanelsnegle og alle mulige andre retter. På denne højtid på Island er der én ingrediens, der kræver at blive nævnt en ekstra gang: den lækre og cremede skyr.

Dette sunde, velsmagende mælkeprodukt kan med rette beskrives som en af Islands delikatesser, især når den sammenlignes med retter som "hakarl", (fermenteret haj) og hrutspungar (væddertestikler).

Selvom skyr er lækkert hele året rundt, er det en speciel delikatesse til jul, hvor det er en forfriskning i de mange store stegte måltider, der normalt følger med højtiden.

Når det imidlertid handler om folklore, var mennesker ikke de eneste, der længtes efter skyr på den-ne tid af året. Det var også den ottende Islandske julemand, Skyrgamur, eller "Skyr-slugers" livret.

Fra den 18. til den 30. december var denne nationale delikatesse, der var et tilskud til både søde og velsmagende retter, under omhyggelig overvågning, så den ikke faldt i denne forbryderiske trolds hænder.

Bjugnakraekir | Pølsesnapper

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Rygning af kød er en af de foretrukne tilberedningsmetoder på Island. Røget fisk og lam er populære hele året, såvel som røgede pølser, der er kendt på islandsk som "bjuga".

Fra natten efter den 20. december skal man være årvågen, når man tilbereder bjuga. Det er den eneste slags mad, som den niende juletrold, Bjugnakraekir, eller "Pølsesnapper", ønskede at lægge sine grådige hænder på.

Pølsesnapper havde en perfekt måde at stjæle denne islandske delikatesse på. Man sagde, at han ville bryde ind i hjem og gemme sig i tagspærrene, og vente på at maden bliver tilberedt, inden han hopper ned ovenfra og snupper dem.

Gluggagaegir | Vindueskigger

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den tiende juletrold, der kommer til højtiden, var måske den mest uhyggelige af dem alle: Gluggagægir eller "Vindueskigger".

Når man tænker på, hvor mørkt der er i de islandske vintre, hvor der kun er fire timers lys omkring jul, skal der kun lidt fantasi til at forestille sig, hvor bange børnene må have været, når nogen passerede vinduerne i deres hjem julenat, og de var bange for at denne frygtelige trold kiggede på dem.

Som flere andre karakterer ovenfor, ser det ud til at Gluggagaegirs kølige opførsel var skabt som en måde at skræmme børnene på, så de ikke gik udenfor i de mørke vintre. Det var også en påmindelse om, at den børneædende Gryla kunne se hele landet, og at hun var på udkig efter de uartige.

Gattathefur | Dørsniffer

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Gattathefur, eller "Dørsniffer", kan være kommet ind i folkloren via vindens fløjtende åndedrag, når den kommer ind i Islands tørvehuse som træk. Ligesom Vindueskigger og Dørsmækker kan ideen om, at han kommer snigende ind i et hjem forårsage mareridt hos Islandske børn.

Dette blev kun værre på grund af det faktum, at Gattathefur var berømt for sin enorme næse, der endda var stor af en trolds at være. Grunden til hans sniffen var også ondskabsfuld: han udsøgte altid sit yndlingsmåltid, den islandske delikatesse, laufabraud (blad brød).

Denne lækre ret bliver kun bagt i juletiden, og gør det ofte til en værdsat familieaktivitet, især nordpå. Den er kendt for at være rund, meget tynd, stegt og dekoreret med detaljerede mønstre, der sædvanligvis er blade.

De, der var kendt for et detaljeret design, tiltalte især Gattathefur, da han tit ville stjæle deres laufabraud, inden de kunne imponere en eneste gæst med det.

Ketkrokur | Kødkrog

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Julens madtraditioner varierer meget fra familie til familie, men der er en fælles central ting, når de fleste fejrer noget: Det er kødet. I Islandsk folklore er dette imidlertid udsat for tyveri fra den tolvte og næstsidste juletrold, Ketkrokur, eller "Kødkrog".

Han lurer alle steder, hvor han får adgang til et køkken (bag døre, under borde, i skabe, udenfor åbne vinduer), han vil vente på kød fra enhver ret, der bliver stillet på køkkenbordet. Så snart han kan undgå at blive fanget, vil han trække sin lange kødkrog ud og hente den centrale ingrediens i et familiemåltid.

I modsætning til sin bror, Bjugnakraekir, som kun ledte efter røgede pølser, er Ketkrokur ikke så kræsen, og han ville vente til hele familien sov med at gå ind og stjæle alt det kød, der hang rundt omkring.

Kertasnikir | Stearinlystyv

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den sidste juletrold er Kertasnikir, hvis navn oversættes som "Stearinlystyv" eller "Stearinlystigger". Han kommer frem Juleaften på Island. Ligesom sine 12 brødre er hans navn selvforklarende, selvom konsekvenserne af hans rapseri var mere problematiske, end det umiddelbart ser ud til.

Før i tiden var Stearinlys utroligt værdifulde på Island, da det gav lys i vintermørket, som varer ca. 20 timer om den i Julen. Stearinlys var også det eneste tilgængelige redskab for islændingene til at nyde deres foretrukne historiske tidsfordriv - at læse, og hen over julen er det en gammel tradition på Island, at alle samles for at læse.

Denne tradition gør Kertasnikirs dårlige opførsel endnu mere problematisk. Hans intention var ikke engang at bruge stearinlysysene til at nyde romaner og poesi. I stedet forsøgte han at guffe talgen, som lysene var lavet af, i sig.

For at få fat i så meget af denne talg som muligt, sørgede han for at tage det fra de nemmeste steder i husholdningene, børnene, ved at følge efter dem til deres værelser eller læsehjørner og stjæle det ud af hænderne på dem.

Kertasnikir var uden tvivl en af de mest påtrængende juletrolde, og en af dem, der gjorde børnene mest vrede. Men han kunne trøste sig med, at han var den sidste, og i 13 dage ville han, (sammen med sine brødre, sin mor og katten),  være tilbage i deres grotter på det nordlige Island og sove indtil næste Jul.

I dag, hvor juletroldene er mere familievenlige og har tendens til at give mere, end de stjæler, er Kertasnikir den sidste juletrold, der giver gaver til de islandske børn inden jul, og hans gave til børn, der opfører sig pænt i dag, er oftest et lys.