De islandske julesvende og deres mor, Grýla

De islandske julesvende er Islands mest elskede julefigurer – tretten drillesyge brødre, der hver december kommer ned fra bjergene. Læs om deres frygtindgydende mor Grýla, den skræmmende julekat og den folklore, der gør julen i Island til noget helt særligt.

Jul i Island er en tid med lys, festligheder, lækker mad og … frygt. Måske er frygt en overdrivelse, men Island har en helt særlig julefolklore, som har været en del af lokalbefolkningens traditioner i århundreder!

I stedet for den kærlige julemand, som mange vestlige kulturer kender, er Islands 13 julesvende kendt for deres drillerier. Deres mor, Grýla, er en monstrøs troldkvinde, som bortfører og spiser uartige børn, og hvis du ikke får et nyt stykke tøj inden jul, kan du forvente besøg af julekattensom deler hendes appetit!

Læs videre for at lære alt om de islandske julesvende, deres frygtindgydende mor og den legendariske kat, før du besøger Island i julen!

Vigtigste pointer

• Islands 13 julesvende er den kvindelige trold Grýlas drillesyge sønner. De kommer én efter én ned fra bjergene hver december for at lægge gaver eller rådne kartofler i børnenes sko.

• Oprindeligt var julesvendene frygtede som farlige ballademagere, og først i det 20. århundrede begyndte de at lægge gaver.

• Deres mor Grýla er en af Islands ældste folklorefigurer med rødder i nordiske tekster fra det 13. århundrede.

• De tretten kanoniske julesvende blev først fastlagt i 1932 gennem et populært digt af Jóhannes úr Kötlum. Før det varierede både navne og antal betydeligt fra region til region.

Det skal du vide om de islandske julesvende

Det meste af året mener mange, at Islands 13 julemænd gemmer sig blandt lavaformationerne i Dimmuborgir, som ligger i Myvant-søen i Nordisland. Andre tror, at de ganske enkelt bor i et ukendt bjergområde.

Fra den 12. til den 24. december forlader de dog bjergene én efter én for at begive sig ud på tretten dages drillerier. De har hver deres særprægede påfund, som spænder fra det drillesyge til det skræmmende, og de udfolder sig over hele landet indtil juletidens afslutning.

De 13 julesvende er lige så stor en del af landets juletraditioner som den islandske julebogflod og det at spise røget lammekød.

I dag er deres image i høj grad blevet gjort mere ufarligt. I stedet for at blive fremstillet som trolde, der er defineret af deres ugerninger, bærer de ofte traditionelt rødt og hvidt tøj, buskede skæg og brede smil. Som professor Terry Gunnell fra Islands Universitet bemærker, afslører deres navne alene, hvad de engang var: skikkelser, der tog i stedet for at give.

Denne forvandling er i sig selv en juletradition, der ikke har overlevet. I stedet for at lave løjer lægger de nu blot gaver i de sko, som børnene stiller i vindueskarmen – lidt ligesom strømperne ved pejsen i andre kulturer. I stedet for et stykke kul finder uartige islandske børn ganske enkelt en kartoffel i skoen om morgenen. 

Selvom julesvendene har gennemgået en vis forvandling siden det 19. århundrede, fortæller deres oprindelige udseende og adfærd meget om Islands historie, kultur og folklore. De er et godt eksempel på, hvordan juletraditioner varierer rundt om i verden.

Meget af den måde, julesvendene ser ud på i dag, stammer fra Brian Pilkington, en engelskfødt illustrator, der flyttede til Island i 1974 og i årtier har tegnet landets folklore. Hans bog The Yule Lads: A Celebration of Iceland's Christmas Folklore gav de 13 brødre og deres mor Grýla de pjuskede og karakterfulde ansigter, som islændinge forbinder med julen i dag. Han har også illustreret et bredere udvalg af islandske sagnfigurer – fra trolde til huldufólk og den frygtindgydende kat – og det indbragte ham tilnavnet "den islandske juls far".

• Se også: Julemarkeder i Reykjavík

De tretten islandske julesvende

Foto fra Mød julesvendene i Dimmuborgir ved Myvant-søen

I moderne kultur kommer de 13 julesvende ned fra bjergene, når julen nærmer sig, for at deltage i festligheder rundt om i landet, lege med børn og underholde de festglade. I juletiden dukker de op på Islands Nationalmuseum iført traditionelt tøj.

De er med til at gøre julen i Island endnu mere fornøjelig. Dette er dog en mere familievenlig version af den gamle islandske folklore, som julesvendene stammer fra.

Selvom de ikke arvede kannibalisme fra deres mor, var de islandske juletrolde stadig frygtet af børn på grund af deres uhyggelige adfærd. Før industrialiseringen troede selv mange voksne i Island i høj grad på trolde, så mange har sikkert været på vagt over for, om der var sandhed i fortællingerne om disse julesvende.

Julesvendenes navne afspejler hver brors særheder, som er oplistet nedenfor i rækkefølge.

Stekkjastaur | Fårefoldstrolden

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den første julesvend, der forlod bjergene for at skabe uro rundt om i Island, var Stekkjastaur, også kaldet "fårefoldstrolden". Fra den 12. til den 26. december var hans fremgangsmåde at genere fårene i enhver husholdning, han kom forbi. 

Islændinge holdt normalt deres får under jorden i vintermånederne, så når lyden af deres plagede brægen rungede op i huset, var det et tegn på, at Stekkjastaur havde fundet dem. Selvom sådan en lyd var almindelig i vintermånederne, hvor storme jævnligt plagede flokken, blev den endnu mere ildevarslende – især fordi fårene var livsnerven på enhver gård.

Selvom Stekkjastaur var en frygtindgydende trold, var han ligesom mange af sine brødre begrænset af en deformitet. Hans stive ben hæmmede hans bevægelighed, så det bedste, man kunne gøre, når man hørte ham hidse sine dyr op, var at vente, til det gik over. Han måtte snart videre til naboen for at nå at terrorisere så mange islandske hjem som muligt inden solopgang.

Giljagaur | Kløftekravleren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Giljagaur, også kaldet "kløftekravleren", var den anden islandske julesvend, der ankom til menneskenes bebyggelser. Han gemte sig i kløfterne omkring et hus og ventede, til beboerne var faldet i søvn. Derefter brød han ind i kostalden for at stjæle den mælk, der var til rådighed.

På den måde berøvede han familierne den vigtigste ingrediens i de saucer, der skulle nydes i juletiden – for ikke at nævne den traditionelle skyr.

Selvom det kun var de velhavende islændinge, der ejede køer, boede de fleste fattige historisk set på de riges gårde. Derfor blev alle berørt af denne trolds påfund.

Stúfur | Den lille

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den tredje julesvend, Stúfur, også kaldet "den lille", blev en plage rundt om i Island i juletiden ved at stjæle husholdningens pander for at spise de lækre skorper, der sad tilbage på dem. Fra den 14. til den 26. december var hans appetit umættelig.

Selvom det måske ikke virker som en frygtelig forbrydelse, var gryder og pander historisk set utroligt værdifulde i Island. Landet havde ingen jernreserver eller egen mineindustri, og sådanne varer skulle importeres og var meget dyre. For nogle fattige familier var de de eneste ejendele, der havde nogen værdi.

Þvörusleikir | Slikkepotslikkeren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Þvörusleikir, den fjerde julesvend, er på engelsk kendt som "Spoon-Licker". Denne juletrold begav sig hvert år ud på sin landsdækkende drillete tur den 15. december for at bryde ind hos islændingene og slikke husholdningernes skeer i håbet om at finde en lille bid mad. 

Þvörusleikirs adfærd skyldtes hans mærkelige deformitet. Han var grotesk tynd på grund af fejlernæring – usædvanligt blandt trolde, som oftest blev fremstillet som overvægtige og muskuløse væsner.

Læren af Slikkepotslikkerens adfærd er mindre tydelig end hos mange af de andre julesvende, men det handlede måske ganske enkelt om at sikre, at børnene gjorde deres bestik rent.

Pottaskefill | Grydeskraberen

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Pottaskefill, på engelsk kendt som "Pot-Scraper", minder om mange af sine brødre, fordi hans juleløjer handler om fråseri. Han bryder ind i det ene hjem efter det andet og leder efter saucegryder, stykker af stegt kød, der er efterladt på fadet, gryder med sæsonens grøntsager og alt andet, der kan skrabes fri og spises.

Pottaskefill blev uden tvivl skabt for at opmuntre børn til at spise op. Rester kunne få ham til at snuse ved døren. Madvarer skulle gemmes, så de kunne holde gennem de lange vintermåneder, og derfor blev alt spild stærkt fordømt. Ingen turde tage på fisketur på det oprørte hav på denne årstid, og ingen ønskede at slagte et dyr, der ellers kunne hjælpe dem med at opretholde deres levebrød om sommeren.

Askasleikir | Skålslikkeren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Kløftekravleren er ude for at stjæle mælk, den lille gumler på pandernes skorper, Grydeskraberen frådser i rester, og den tynde Slikkepotslikker gør præcis det, hans navn antyder. Den sjette bror, Askasleikir, var også på jagt efter en nem lille bid, men hans påfund var måske de hidtil mest uhyggelige.

Askasleikir kaldes på engelsk "Bowl-Licker". Han er kendt for at slubre resterne af det, der ligger i skåle – eller rettere i en "askur", som er en islandsk type udskåret skål med låg. Men hans måde at gøre det på er temmelig mareridtsagtig.

Hver nat lagde Askasleikir sig bogstaveligt talt under et barns seng og ventede på, at barnet skulle spise sin aftensuppe eller budding færdig. Når barnet var mæt, snuppede han straks den resterende mad og slugte den selv. Han blev måske skabt for at få børn til at gå i seng, når de blev bedt om det, eller for at forhindre dem i at spise en midnatssnack. Han er selve indbegrebet af trolden under sengen.

Hurðaskellir | Dørsmækkeren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Hurðaskellir har en fremgangsmåde, som han har lært af en anden af de ældste gysertroper. Hans navn betyder "dørsmækker", og når denne julesvend begiver sig ud på sin tretten dage lange rejse i juletiden, er det alt, han har til hensigt at gøre.

Indtil månedens udgang sneg han sig fra hjem til hjem, fra de fjerneste egne af Vestfjordene til det travle centrum af Reykjavík, hvor han brød ind og smækkede så mange døre, han kunne, for at vække dem, der sov indenfor.

Med Islands kraftige vintervinde og de mange tørvehuse i Island, der var bygget på improviseret vis, er det ikke svært at forestille sig, at mange børn lå lysvågne af skræk i juletiden og var overbeviste om, at Hurðaskellir gik rundt i deres hjem.

Skyrgámur | Skyrslugeren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Måltiderne op til jul er uden tvivl nogle af årets bedste. Man kan nyde perfekt tilberedt fjerkræ, nøddeposteje, mince pies, honningkagemænd, kanelsnegle og alle mulige andre lækkerier. I denne årstid i Island fortjener én ret dog særlig omtale: den lækre og cremede skyr.

Dette sunde, velsmagende og traditionelle mejeriprodukt kan med rette beskrives som en af Islands ægte delikatesser, især sammenlignet med nogle af landets mere usædvanlige islandske retter som "hákarl" (fermenteret haj) og "hrútspungar" (væddertestikler).

Skyr er en fornøjelse året rundt, men er en særlig lækkerbisken i julen, hvor den fungerer som forfriskning efter de mange store stegemåltider, der normalt hører højtiden til.

I den islandske julefolklore var det dog ikke kun mennesker, der havde lyst til skyr på denne tid af året. Det var også yndlingsretten for den ottende islandske julesvend, Skyrgámur, også kaldet "skyrslugeren".

Fra den 18. til den 30. december skulle denne nationale delikatesse – et godt supplement til både søde og salte retter – holdes under nøje opsyn, så den ikke faldt i kløerne på denne ondsindede trold.

Bjúgnakrækir | Pølsestjæleren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Rygning af kød er en af islændingenes foretrukne tilberedningsmetoder. Røget fisk og lammekød er populært året rundt, ligesom røgede pølser, der på islandsk kaldes "bjúga".

Fra natten til den 20. december skulle man dog være på vagt, når bjúgaerne blev tilberedt. Det var den eneste mad, som den niende julesvend, Bjúgnakrækir, også kaldet "pølsestjæleren", ville have fingrene i.

Bjúgnakrækir havde en perfekt måde at stjæle denne islandske delikatesse på. Det siges, at han brød ind i hjemmene og gemte sig i spærene, hvor han ventede på, at middagen blev tilberedt, før han slog ned fra oven og snuppede pølserne.

Gluggagægir | Vindueskiggeren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den tiende julesvend, der kom ned fra bjergene i juletiden, var måske den mest uhyggelige af dem alle: Gluggagægir, også kaldet "vindueskiggeren".

Når man tænker på Islands mørke vintre, hvor der kun er omkring fire timers dagslys om dagen omkring jul, kræver det ikke megen fantasi at forestille sig den frygt, børn må have følt, når de gik forbi vinduerne i deres hjem juleaften, skrækslagne ved tanken om, at denne frygtindgydende trold kiggede ind til dem.

Ligesom flere af de andre figurer, der er nævnt ovenfor, synes Gluggagægirs uhyggelige adfærd at være skabt for at skræmme børn fra at gå udenfor i de mørke vintre. Det var også en påmindelse om, at den børnespisende Grýla havde øjne overalt i landet og holdt øje med uartige børn.

Gáttaþefur | Døråbningssnuseren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Gáttaþefur, også kaldet "døråbningssnuseren", kan være opstået i folkloren på grund af vindens fløjtende åndedrag, når den sneg sig ind gennem Islands trækfulde tørvehuse. Ligesom Vindueskiggeren og Dørsmækkeren hjemsøgte tanken om, at han sneg sig ind i et hjem for at skabe kaos, de islandske børns mareridt.

Det blev forstærket af, at Gáttaþefur var kendt for sin enorme næse, som var massiv selv for hans art. Grunden til, at han snusede, var også ondsindet: Han ledte altid efter sin yndlingsret, den islandske delikatesse laufabrauð (bladbrød).

Denne lækre specialitet bages kun i juletiden, og tilberedningen er ofte en kærkommen familieaktivitet, især i Nordisland. Brødet er rundt, meget tyndt, friturestegt og dekoreret med indviklede mønstre, som regel blade.

De, der var kendt for detaljerede mønstre, var særligt vrede på Gáttaþefur, fordi han ofte stjal deres laufabrauð, før de nåede at imponere en eneste gæst med det.

Ketkrókur | Kødskrogen

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Julemadtraditioner varierer betydeligt fra familie til familie, men der er ét fælles hovedindslag i de fleste festmåltider, nemlig kødet. I den islandske folklore var det dog målet for tyveri hos den tolvte og næstsidste julesvend, Ketkrókur, også kaldet "kødskrogen".

Han lurede overalt, hvor han havde adgang til et køkken – i skorstenen, bag døre, under borde, i skabe og uden for åbne vinduer – og ventede på, at kødet fra en ret blev lagt på køkkenbordet. Så snart han kunne undgå at blive fanget, trak han sin lange krog frem og snuppede midtpunktet i familiens måltid.

I modsætning til sin bror Bjúgnakrækir, der kun gik efter røgede pølser, var Ketkrókur ikke kræsen. Han ventede, til hele familien var faldet i søvn, før han slog til og stjal det kød, der hang fremme.

Kertasníkir | Lysestjæleren

Illustration af Haukur Valdimar Pálsson

Den sidste julesvend er Kertasníkir, hvis navn kan oversættes til "lysestjæleren" eller "lysetigeren". Han dukker op juleaften i Island. Ligesom sine tolv brødre er hans navn selvforklarende, men konsekvenserne af hans juleløjer var mere besværlige, end man måske skulle tro.

Tidligere var stearinlys utroligt værdifulde i Island, fordi de gav lys gennem vintermørket, som nævnt omkring 20 timer i døgnet omkring jul. Lysene var også det eneste redskab, islændingene havde til at dyrke deres historisk foretrukne fritidsbeskæftigelse: at læse. At samles for at læse er en gammel tradition i julen i Island. 

Denne skik gør Kertasníkirs påfund endnu mere besværlige. Hans hensigt var ikke engang at bruge lysene til at nyde romaner og poesi. Han ville blot spise den talg, som lysene var lavet af.

For at få så meget talg som muligt sørgede han for at gå efter de letteste mål i husholdningen: børnene. Han fulgte dem til deres værelser eller læsekroge og stjal lysene direkte fra deres hænder.

Kertasníkir var uden tvivl en af de mest påtrængende julesvende og en af dem, der gjorde børn mest oprørte. Alle kunne dog trøste sig med, at han var den sidste, og at han efter tretten dage – sammen med sine brødre, sin mor og hendes kat – ville være tilbage i hulerne i Nordisland og ligge i dvale indtil næste jul.

I dag, hvor julesvendene er mere familievenlige og har tendens til at give mere, end de stjæler, er Kertasníkir den sidste julesvend, der giver Islands børn gaver før jul. Hans gave til velopdragne børn er i dag oftest et lys.

Grýla, mor til de islandske julesvende

Foto fra Wikimedia, Creative Commons, af Andrii Gladii. Der blev ikke foretaget nogen ændringer.

Julesvendene er måske blevet venligere med årene, men deres mor Grýla er stadig en skræmmende troldkvinde og er fortsat en af de ældste juletraditioner i Island.

Denne kæmpekvinde er en af de mest ondskabsfulde skikkelser i islandsk folklore, og skrækhistorier om hende bliver stadig fortalt til børn i juletiden. Det siges, at hun året rundt indsamler hvisken om børn, der opfører sig dårligt rundt omkring på øen, og når vinteren sætter ind, drager hun ud for at hente dem.

Hendes appetit på uartige børns kød er umættelig, og hvert år mangler hun ikke sit yndlingsbytte. Hun samler dem i en sæk, koger dem i en gryde og forvandler dem til en kæmpestor gryderet, der kan holde hende mæt indtil næste vinter.

Grýla ville være skræmmende nok, hvis hun arbejdede alene, men desværre for islandske børn gør hun ikke det. Hun deler sin bjerghule i Nordisland med en enorm sort kat, der kaldes julekatten, og som også har appetit på menneskekød.

Foto af Regína Hrönn Ragnarsdóttir

Julekatten går dog ikke kun efter dem, der har opført sig dårligt. Den jager gladeligt ethvert barn, der ikke fik nyt tøj til jul.

Grýla bor også sammen med sin seneste mand, en trold ved navn Leppaludi. Han er det mindst truende medlem af familien og er blevet så kuet, at han nærmest er ynkelig. Måske af frygt for, hvad der skete med Grýlas tidligere partner, som Grýla efter sigende spiste (!), øver han ingen indflydelse på hendes ondskabsfulde tilbøjeligheder.

Traditionerne omkring Grýla fortæller meget om islandsk folklore. At hun var en børneædende skikkelse, der opsøgte børn i juletiden, sendte et budskab til børn, der minder om julemandens kul, blot med lidt mindre finesse. Budskabet til børnene er klart og tydeligt: Opfør jer eksemplarisk i julen!

Den mere brutale måde at formidle budskabet på skyldes måske, at vintrene i Island var utroligt farlige, og at mange ulydige børn, der gik ud i mørket og sneen, aldrig kom hjem igen. Der var også meget arbejde, der skulle gøres, før de mørkeste måneder satte ind, hvilket krævede ekstra flid og indsats fra alle familiens medlemmer.

I den forbindelse blev historien om, at julekatten spiste børn, der ikke fik tøj i gave, sandsynligvis skabt for at sikre, at alle blev færdige med at væve, strikke og sy inden vinterens afslutning.

Foto af Regína Hrönn Ragnarsdóttir

Grýla var et så skræmmende billede for børn, at Islands parlament i det 18. århundrede forbød at bruge hendes legende som skræmmemiddel. Børn blev ikke længere truet med at blive ædt, men fik i stedet rådne kartofler i skoene, hvis de opførte sig dårligt.

Vi spurgte professor Terry Gunnell, hvorfor Grýla stadig er en så stærk skikkelse i islandsk kultur.

I dag kan man finde statuer af Grýla rundt omkring i landet, blandt andet i Akureyris julehus, ved Fossatun og endda i Keflavik Lufthavn i juletiden på grund af hendes centrale rolle i islandske juletraditioner.

Mange mener, at hendes hjem ligger i Dimmuborgir, som besøges på mange ture fra Akureyri, hovedstaden i Nordisland, og som er et stop på den populære sightseeingrute Diamantcirklen.

De mange julesvende: regionale variationer og vejen til 13

De tretten julesvende, som islændinge kender i dag, har ikke altid været tretten, og deres navne har heller ikke altid været de samme. Tidlige beskrivelser af julesvendene varierede betydeligt alt efter, hvor i Island historierne blev fortalt.

Tallet tretten blev først fast etableret i folketraditionen i slutningen af det 18. århundrede. De navne og personligheder, som de fleste islændinge kender i dag, blev først endeligt fastlagt i 1932. Det år udgav digteren Jóhannes úr Kötlum sit indflydelsesrige digt Jólasveinarnir som en del af samlingen Jólin koma (Julen kommer). Digtet fastlagde den kanoniske version.

Før denne standardisering var over hundrede forskellige navne på julesvende blevet nedskrevet rundt omkring i Island, og skikkelserne varierede fra region til region. En af de ældste bevarede kilder, der overhovedet nævner julesvende ved navn, er en ordbog fra midten af det 18. århundrede, udarbejdet af Jón Ólafsson fra Grunnavík. Den indeholder to navne, som er helt fraværende i den moderne kanon: Jólaskódóli og Skinnsokkabrokkur.

I nogle egne blev julesvendene beskrevet som Grýlas sønner, mens de andre steder blev kaldt hendes brødre. Nogle beretninger nævnte kun ni. Et folkesagn fra Østisland placerede deres oprindelse i havet i stedet for i bjergene. Et sjældent børnerim beskrev endda to kvindelige juleskarnsstreger. De kanoniske tretten er med andre ord den version, der overlevede – ikke den eneste version, der fandtes.

Vi spurgte professor Terry Gunnell om denne variation.

Tallet tretten fortæller altså måske lige så meget om denne figurs kulturelle betydning, som det fortæller om det præcise antal af Grýlas sønner.

Unikke islandske julesange

Ligesom folkloren er islandske julesange unikke og tæt knyttet til lokale skikke. Julesvendene og deres familie spiller ofte hovedrollen i festlige sange, og et af de mest ikoniske eksempler er "Jólasveinar ganga um gólf" ("Julesvendene går rundt på gulvet"). Denne elskede sang kan alle islændinge genkende med det samme og er fast inventar ved julefejringer.

En anden populær melodi med julesvendene er "Jólasveinar einn og átta", som handler om, hvor spændte børnene er på, at de skal ankomme med gaver fra bjergene! Titlen kan oversættes til "Julesvende, én og otte", hvilket længe har givet anledning til spekulationer. Det ville give i alt ni, men normalt siger man, at de er tretten!

Det kan skyldes, at forestillingerne har ændret sig gennem tiden, for der findes faktisk historier om, at der var mange flere julesvende i forskellige dele af Island, før den ikoniske gruppe på 13 brødre blev den officielle opfattelse i Island i dag!

Det er ikke kun julesvendene, der får deres egne sange i højtiden – det gør andre medlemmer af familien også! “Jólakötturinn” ("Julekatten") er endnu en ikonisk sang, der fortæller historien om, hvordan folk desperat forsøgte at blive færdige med at fremstille nyt tøj til jul for at undgå dens vrede. Denne uhyggelige melodi fremføres af ingen ringere end Björk!